Hotellet er absolut i orden men dog et stykke fra de fire stjerner efter nordisk standard. Rent og pænt, god seng, venligt og professionelt personale. God, varieret og rigelig morgenmad. Helt igennem i orden. Perfekt beliggenhed i et tilsyneladende roligt kvarter og i gåafstand til alt.
Men: Nabobygningen er et gymnasium, i hvis skolegård unge mennesker spiller så høj musik om natten, at det er umuligt at sove i de af hotellets værelser, der vender væk fra gaden. Natten mellem søndag og mandag sluttede musikken kl. 03, og den følgende nat blev der slukket kl. 03.30. Receptionisten havde angiveligt natten til tirsdag kontaktet politiet første gang kl. 23.30, men den slags opgaver er åbenbart ikke noget, politiet i Rom prioriterer ret højt. Det er naturligvis komplet umuligt at drive et hotel med sådan en nabo, som ikke sikrer sine porte om natten, og det er virkelig synd for Hotel Metropolis. Som gæst er den slags bare fuldstændig uacceptabelt, og det er med stor beklagelse, at hotellet derfor ikke kan anbefales pga. støjgener, som hotellet ikke har nogen indflydelse på. Kun døve eller meget tunghøre mennesker ville kunne sove i den larm, som faktisk ødelagde en lille miniferie i Rom d. 8.-11. november 2025.